08 april 2019

RGK Åbningsturnering 2019


Søndag 7. april var dagen, hvor en helt igennem fantastisk sæsonåbning i Rungsted Golf Klub løb af stablen. 104 medlemmer spillede greensome - sponseret af Bang & Olufsen, Vedbæk. Der var faktisk 128 medlemmer, der ønskede at deltage, hvoraf en del desværre måtte erfare, at de kom for sent.

Efter kaffe og croissanter i restauranten fra kl. 08.00 gik gunstarten kl. 09.00 i høj sol og allerede tocifrede varmegrader.

Dagens sponsor Claus Epe kørte rundt på banen i den fine servicevogn og sørgede for, at deltagerne fik lidt at drikke undervejs på de 18 huller.

Efter golfrunden serverede Jonas og Mikkel lækre grillpølser med behørigt tilbehør på terrassen, som dog hurtigt blev fyldt, så de sidst ankomne måtte trække indenfor. Men med dørene åben, kunne alle fornemme foråret og temperaturer tæt på 20 grader.

Claus Epe uddelte flotte præmier til tre x tættest pinden og til de ni bedste par.

Som altid i en greensome med 52 deltagende par var scores meget tætte. Således fik holdene på 10.-18. pladsen 36 eller 37 point, men var dermed lige uden for præmierne.

Holdene på de præmiegivende 5.-9. pladser havde nemlig alle opnået 38 point. 3. pladsen (Christina og Ole Faaborg-Andersen) og 4. pladsen (Birte og HC. Henriksen) havde 39 point mens 2. pladsen (Lasse Balschmidt og Christian Lønberg) havde 41. point og dermed skilte sig positivt ud.

Vinderholdet blev dog far og søn - Michael og Sebastian Pieters - med flotte 42 point.

Tak for det meget flotte fremmøde og stort tak til Bang & Olufsen, Vedbæk for endnu en gang at sponsere Rungsted Golf Klubs åbningsturnering.

(c) Rungsted Golfklub 2018